2. søndag i advent: Steak & Stout pie

I ÅBEN’s Christmas Box for 2021 får du, udover 12 særligt udvalgte øl, 4 madopskrifter, der alle er kreeret af gode gastro-venner af huset. I alle opskrifterne indgår en af øllene fra kassen, og hver søndag i advent får du en ny opskrift til julemiddagen eller den søde juletid.

Det er anden søndag i advent, og her er Timm Vladimirs Steak & Stout Pie.

Steak & Stout Pie m. Pastry Stout
af Timm Vladimir fra Timm Vladimirs Køkken
Tid: 3,5 t.

De fleste er bekendt med Timm Vladimir, særligt fra værtsrollen på Den store bagedyst. Men Timm driver også Danmarks største madskole under navnet Timm Vladimirs Køkken og har bryggeriet Timm Vladimirs Bryghus, som ÅBEN for nyligt bryggede en sour med. Timm er om nogen en, der ved noget om mad og øl, og kombinationen i hans Steak & Stout Pie rammer helt plet.

Find opskriften nedenfor.


Antal: 6 pers.
Øl: Nightcap (Pastry Stout)

Ingredienser

800 gram oksetykkam (2x2cm tern)
100 g hvedemel
4 gulerødder i tern
4 bladselleristængler, i tern
2 store løg i tynde både
1 spsk. tomatpure
1 glas rødvin
6 fed hvidløg grofthakkede
6 laurbærblade
1 spsk. røget paprika (eller cayennepeber)
1 dåse (44cl) Nightcap
1⁄2 liter oksefond
20 sorte peberkorn
Salt

Fremgangsmåde

Vend kødternene i mel og ryst overskydende mel af. Brun tern lidt af gangen i solsikkeolie og læg dem på en tallerken. Sauter alle grøntsager i 5-7 min. Tilføj tomatpure og lad det stege i gryden. Rør rundt og tilsæt rødvin til at deglacere bunden. Tilsæt kød, hvidløg og laurbærblade. Tilsæt derefter øl og fond og lad det koge op. Skum af, og tilsæt evt. vand/fond så det dækker kødet. Læg låg på gryden og lad det simre i 2-2,5 time på lavt blus. Tjek derefter om kødet er mørt. Lagen skal gerne have tyknet lidt, og ellers kan du tilsætte lidt maizena opløst i mælk. Det skal ende med at blive en tyk sovs. Smag til. Nu kan du enten lave tærten med det samme eller køle det ned til i morgen. Hvis du kan vente, bliver den bedst af at have stået natten over.

Tænd ovnen på 200 grader. Skær nu en butterdejsplade ud i en størrelse, der er et par centimeter større end omkredsen af din tærteform. Lav et hul i midten af dejen og skær nogle snit i dejen, som både pynter og lader lidt damp komme ud. Hæld nu kød og sovs i tærteformen. Ideelt set skulle det gerne nå til kanten. Pensl din tærteform med pisket æg på kanten og siderne og kom så butterdejslåget over tærteformen og kødet. Pres det ned omkring siderne på formen og sørg for, at det sidder nogenlunde fast. Pensl det godt med det piskede æg og bag i ovnen i ca. 20 minutter. Lad tærten hvile 10 minutter. Spises med en god kartoffelmos, og frisk (rucola) salat på siden.

Previous
Previous

3. søndag i advent: Ølkage m. appelsinsmør & New England IPA

Next
Next

1. søndag i advent: Rugbrød med West Coast IPA